Hjerte af fingeraftryk

DE BEDSTE BØGER #I KÆRLIGHEDENS TEGN

Bøger i kærlighedens tegn

D. 14. februar fejrer vi Valentinsdag og som ofte den store (par)forholdskærlighed.  Men skal vi ikke fejre kærligheden hver dag, både den store og den lille af slagsen? Frem for kun den romatiske den ene dag om året?

I bøgernes verden kan vi dykke ned i kærligheden på mange måder, og hylde kærligheden til livet og hinanden. Kærlighed til mad, vin og ja også til et godt gys.

 

Trine Lundager er journalist, forfatter, forlagsredaktør og keramiker. Hun er netop udkommet med bogen: "Når jeg ser dig fra en vis afstand" - på Forlaget Alpha.

I bogen møder vi Kirstine, der ved alt om følelser, hun er tv-psykolog og ekspert i parforhold og kunsten at blive på sin egen banehalvdel, når konflikten blusser op – lige indtil hun selv står midt i sit livs krise. Det er en roman om utroskab, vanvid og begær og ikke mindst venskab. 

 

'Når jeg ser dig fra en vis afstand' af Trine Lundager

ISBN nr. 978-8722-3910-90 Vejl. Pris kr. 269,95

 

Svenske Eli Åhman Owetz er en rigtig feel-good forfatter. Hun er aktuel med bogen "Et bedre Menneske" på Harper Collins.

Vi møder Kicki, der lever et bekymringsløst liv i den lille svenske by Sôderberga og har sin lille frisørsalon. På sin 50 års fødselsdag ønsker hun sig 2 ting; en god italiensk rødvin og tips til, hvordan hun kan gøre verden til et bedre sted. Hun er fast besluttet på ikke at skulle have en kæreste, før hun er blevet et bedre menneske. Men så dukker Nicke op.

Læn dig tilbage i stolen og nyd historien, der er både til smil og en enkelt tåre.

 

'Et bedre menneske' af Eli Åhman Owetz

ISBN 978-8743-5126-39 Vejl. Pris kr. 269,95

 

Hvad er bedre end at kunne forkæle kærligheden med en god cocktail på Valentinsdag? Rasmus Greve Christiansen, fra Cocktailbaren Visit i Odense, har lavet "Cocktailbogen  - Klassikere og nye opskrifter" for Forlaget Falco.

Her er alt fra den klassiske Dry Martini til den mere nyskabende alkoholfrie Thyme Out. Det er drinks for både begyndere og øvende og som Rasmus skriver: "Det behøver ikke nødvendigvis smage rigtigt – bare det smager godt". Så det er bare med at komme i gang, og overrask kæresten eller veninderne.

'Cocktailbogen – Klassikere og nye opskrifter' af Rasmus Greve Christensen

ISBN nr. 978-8775-9605-69 Vejl. Pris kr. 234,95

 

Her i huset er pasta en stor favorit og jeg tror mange har det lige sådan. Louisa Lorang har lavet bogen "PASTA", der er udkommet hos Lindhardt og Ringhof.

Der er opskrifter til både hverdag og fest, fra den klassiske "Spaghetti alla Carbonara" til weekendretten "Pasta med rejer og pastis". Det er bare med at komme i køkkenet og forkæle smagsløgene. Velbekomme.

'Pasta' af Louisa Lorang

ISBN nr. 978-8727-0142-10 Vejl. Pris kr. 269,95

 

Du kender måske Sofie Lassen-Kahlke som skuespiller i Kærlighed ved første hik, men hun er også sprunget ud som krimiforfatter med bogen "Adams Arv" på Politikens Forlag, som er første bind i en ny serie.

Vi møder advokaten Ursula Madsen, der bliver kaldt tilbage til barndomsegnen, da hendes gamle flamme Adam, der er godsejer, ligger for døden, hele hans familie er samlet, men var det en ulykke, da han faldt ned af en trappe eller var det mord?

Det er en fængende krimi, godt skrevet og overraskende, som en god bog skal være.

'Adams arv' af Sofie Lassen-Kahlke

ISBN nr. 978-8740-0802-23 Vejl Pris kr. 239,95

 

Mit sidste bud til vinterferien er makkerparret Pernille Plaetner & Marianne Rohweder – med krimien "Ulvetider – en Martha Munk krimi"Bogen er udkommet hos Forlaget Grønningen 1.

Martha er ansat på politistationen i Nykøbing Sjælland, men da hun rammes af en personlig tragedie, forflyttes hun til Lemvig. Det, der skulle være ro og aflastning for hende bliver afløst af en uhyggelig sag. Ulven får skyld for drabet på en kvinde og så ruller historien. Det er ondskab og andet og mere end frygten for ulve. Det er en overraskende historie og en rigtig pageturner.

'Ulve tider – en Martha Munk krimi' af Pernille Plaetner og Marianne Rohweder

ISBN nr. 978-8773-3952-95 Vejl. Pris kr. 239,95

 

Med ønsket om en rigtig god Valentinsdag med masser af kærlighed og en god vinterferie, hvis du er en af de heldige. Og husk: En god bog læses uanset tidspunkt.