KUNST I HVERDAGEN #FRA ØST TIL VEST

KUNST I HVERDAGEN #FRA ØST TIL VEST

To gode udstillinger i hver sin ende af landet!

Flot kunst i både Holstebro og København. Her i slutningen af marts kan jeg anbefale to galleriudstillinger, hvor dygtige kvinder, der arbejder professionelt med deres kunst, viser værker.

Hvis du aldrig har besøgt et galleri kan jeg fortælle, at det er private udstillingssteder, som man kan betragte som en art butik. Galleristen bestemmer hvad der skal udstilles og får 50% af salget, mens kunstneren får de andre 50%. Der er rigtig mange gode gallerier i Danmark, ofte med hver sin profil. Vær ikke bange for at gå ind og kigge, selv om du ikke har tænkt dig at købe noget – både gallerist og kunstner er glade for at kunsten bliver set.

 
    

Pernille Ørnsøs skulpturer i Galleri Umbria i Vestjylland // Pernille Ørnsø skulptur og foto af Kim Harding i Galleri Umbria

Vestjylland – nær Holstebro

På en gård udenfor Vinderup ligger Galleri Umbria, som viser skiftende udstillinger i sidebygningen. Lige nu kan du se ”Synlige Strømme” af keramikeren Pernille Ørnsø og det er en betagende oplevelse at gå ind i laden (1. rum) og se hendes totalinstallation af smukke, organisk formede hvide skulpturer på podier, gulv og hængende fra loftet. Hun skaber abstrakte keramiske værker i stentøjsler, med og uden glasur, og er

bl.a. optaget af huller, bevægelse, balance og positiv kontra negativ form.

 

Pernille Ørnsøs flotte installation i Galleri Umbria

Jeg blev helt overvældet af skønheden og roen i rummet, fik lyst til at røre de lækre skulpturer og oplevede også en form for grounding indeni. Netop forbindelsen til naturen, som kontrast til alt det virvar vi har i vores hoveder, er vigtig for Pernille Ørnsø, og derfor hviler skulpturerne også på muslingeskaller eller tørret tang. Virkelig en manifestation af, at NATUREN ER. Før os og mere end os.

I det tilstødende rum står Ørnsøs skulpturer også tæt i flot harmoni med fotografen Kim Hardings havfotos, og igen understreger helheden naturens storhed, skønhed og vegetative rum.

Galleri Umbria, Holstebrovej 40, 7830 Vinderup, Tlf. 20452023

Åbningstider: Ons-fre 14-17. Lør-søn 12-18. Man og tirs lukket.

Ørnsø & Harding ”Usynlige strømme” kan ses til 28/4 2024

 

København – Værnedamsvej

På kvindernes internationale kampdag, den 8. marts, åbnede en skøn udstilling i Formation Gallery på Værnedamsvej.

Her er der fokus på 4 kvinders kunst og dagsordenen er, at kvinder skal turde fylde, tage plads og ikke være så pæne: Please be Reckless, hedder udstillingen.

Kvinder skal indtage en plads i verden ved at udleve deres eksistens på løssluppen, legesyg, skamløs og følsom vis uden hensyntagen til mænd, normer og konventioner. Det er på tide vi er ligeglade og først og fremmest tager os selv alvorligt.

Isabella Vella i Formation Gallery – kunne Mona Lisa også se sådan ud?

De 4 kvinder belyser temaet meget forskelligt, men bedst synes jeg det lykkes i Anna Aagaard Jensens objekter. De er meget feminine, og inspirationen fra den kvindelige fysik lægger til grund for udformningen af blomsternes smukke, lyserøde og delikate udtryk. I kontrast bliver bastante, klodsede fødder smidt op på væggen (Rebellious Daisy) og spredt ud i et stort skridt (Shantay) - de vader ind i folk med træsko på.

De kvindelignende skulpturer skræver og fylder og heri ligger en hensigt om, at kvinder ikke bør sidde med benene over kors for krampagtigt at fylde mindst muligt, præsentere sin krop ”flatterende” eller undgå de seksuelle konnotationer der medfølger at sidde med spredte ben. 

Disse værker siger på skulpturel vis det samme som Unfold Copenhagen: ”Unfold Copenhagen handler om dét: Om at folde sig ud og ikke holde sig tilbage.” Fylder du nok?

Anna Aagaard Jensens skulpturer i Formation Gallery. På væggen bagerst malerier af Anne Torpe.

Formation Gallery, Gasværksvej 9, 1656 Kbh. V., Tlf. 40894224 

Åbningstider: Ons-fre 12-17. Lør 11-15. Man-tir lukket.

Please be Reckless kan ses til 20/4 2024.