Fylder du nok?

MØD VORES FOUNDER

KVINDER DER TOG SPRINGET #1

Som noget nyt vil vi hver måned stille skarpt på en kvinde, der "tog springet". Hvad end det spring var, at starte et nyt eventyr, hellige sig den gode hverdag eller totalt lægge sit liv om.

Så vil vi nysgerrigt stille de samme 5 spørgsmål til udvalgte kvinder, og forhåbentlig vise, at vi alle sammen gemmer på et utal af små historier, der vækker genkendelse hos hinanden, i vores individuelle livs store samlede fortælling.

 

Vi håber på at inspirere kvinder til at folde sig ud, og fylde noget mere.

 Vi begynder med vores founder, Britt Bennett Hansen

Britt Bennett Hansen

INTRODUCER DIG SELV MED 5 ORD

Mor. Selvstændig. Organiseret Kreativt Rodehoved. Omsorgsfuld & Lattermild. Det var vist 7ord. Men jeg snakker også meget... og er ret stædig...

Britt Bennett Hansen

HVILKET "SPRING" TOG DU?

For 4 år siden sagde jeg mit gode job op. Klassisk midtlivspause, for at se, om jeg stadig kunne bidrage med noget, til den mode-verden jeg elsker og har arbejdet i siden jeg var 18 år. Tankerne om at give selvtillid gennem tøj, fremfor det modsatte, og virkelig gøre en forskel, skabe glæde til tøj og kærlighed til egen krop, havde rumsteret længe. Det blev startskuddet til Unfold Copenhagen - og takket være min familie, og en masse dygtige mennesker eksisterer brandet i dag.   

MEST LIVS-FORANDRENDE OPLEVELSE?

Det, der har forandret mit liv mest, er fødslen af mine børn. Jeg vidste ikke, jeg var så sej. Min krop så stærk. Kærligheden  og det "løvemor" instinkt, børn vækker i en, er vild. Vi (min mand og jeg) har skabt dem og derfor er intet længere som før. Vi har et ansvar ulig noget andet. Derfor er der, for mig, et liv før og efter. 

 

3 TING DER GØR DIG GLAD

  1. At ligge på sofaen med en kop te, en god bog (og netflix) og familien i gang med hver deres. Helt enkelt.
  2. At gå til koncert. Roskilde Festival, Coldplay og Harry Styles har alle givet sommerfugle i maven og en på opleveren de sidste måneder.
  3. At rejse. Jeg elsker at rejse!  Og Kage. Og så bøger, magaziner, notesbøger - stort set alt der er hæftet sammen af papir, kan jeg ikke modstå...
 
Notesbog og magasiner

HVAD TROR DU PÅ?

Jeg tror på, at man skal behandle andre, som man selv vil behandles. At vi skal holde døren for hinanden, fortælle hvis vi har noget siddende mellem tænderne eller kjolen har sat sig uheldigt fast. At vi skal sige højt, hvis nogen har en pæn jakke på, eller købt smukke blomster mm. Også til fremmede på gaden (hvilket mine børn synes, er dybt pinligt). At vi skal spørge barnet, der ser trist ud, om de er ok osv.

Vi har et fælles ansvar for hinandens velbefindende og jeg klarer snildt 3 sek. pinlighed, mod de dage hvor mit smil, kompliment eller tilbud om hjælp, redder en andens dag.