Beige

KUNST I HVERDAGEN #NOVEMBER 2. DEL

Hvis du elsker design – så besøg Trapholt!

 

Museet Trapholt ligger i Kolding og viser nogle meget flotte udstillinger, og de har også en dejlig café med udsigt over fjorden, samt en fed shop med både brugskunst, bøger, tøj og smykker.

 

Udstillingen ’Nanna Ditzel – Design til nye højder’ fortæller historien om en af Danmarks største designere i det 20. århundrede, nemlig Nanna Ditzel, som levede fra 1923 til 2005.

 

Nanna Ditzel – hvem var hun?

Jeg tænker, at du med stor sandsynlighed har siddet på en af hendes stole – nemlig den designstol, der hedder Trinidad, som findes i mange danske hjem, offentlige institutioner og hos læger, advokater og virksomheder. Stolen er simpelthen et ikon.

Nanna Ditzel hyldede den frie tanke, og drevet af en stærk, energisk skabertrang og nysgerrighed på livet, skabte hun gennem seks årtier æstetiske og innovative designs, der udfordrede konventionerne. Udstillingen på Trapholt udforsker Nanna Ditzels fascination og tætte forhold til naturen og tager os med på en rejse ind i Ditzels sanselige verden gennem en imponerende præsentation og totaloplevelse af møbler, smykker, tekstiler, designobjekter og ruminstallationer iscenesat i Ditzels ånd.

Nanna Ditzel-stole

 

Kroppen, flydemøbler og trappemiljøer

Nanna Ditzel har haft kolossal betydning for dansk design. Ud over hendes tekstiler og møbler, som man finder overalt, er en række af hendes mere radikale ideer i dag nærmest blevet til allemandseje. Hendes visioner fra 50’erne om at udskifte stole og borde med møbellandskaber, hvor kroppen kan ligge, flyde og bevæge sig, er i dag realiseret i mange danske hjem og hendes idé med trapperum ser vi i dag realiseret i byggeri og private hjem, hvor trapperum og podier indbyder til fællesskab og samvær.

Nanna Ditzel 'Sommerfuglestole'

Jeg vil dog tilføje, at jeg ikke ligefrem synes, at hendes designs er velegnede til ældre mennesker, handicappede og gangbesværede. Møblerne er ofte lave, trapper er ikke tilgængelige for alle, og de møbelmiljøer, hun skabte, hvor folk nærmest lå ned, var bestemt ikke velegnede til udfordrede kroppe. Men jeg elsker hendes farverige, friske og frække møbeldesign og har da også selv Trinidad-stolen i mit hjem.

Fotokredit: Alle foto er taget af Connie Boe Boss

Se udstillingen inden d. 11. August 2024 på Trapholt, Æblehaven 23, 6000 Kolding